Om Floorball

Floorball ???

Du kender sikkert spillet. I skolen, gymnasiet eller i fritids- og ungdomsklubben har du måske drønet af sted med en plastikstav i hånden i kampen om den hvide, hullede plastikbold. Du kender tempoet - højt. Du kender måske følelsen - sjovt. Du kender staven og du kender bolden - ja. Men kender du navnet på spillet?

Det hedder FLOORBALL.

Banen og udstyr

Floorball spilles på en bane, der måler 40 x 20 m (som en håndboldbane).

  • Banen er omsluttet af en bande som er 50 cm høj. Banden er buet i de fire hjørner.
  • Målet er 115 cm højt og 160 cm bredt i indermål. I bunden er målet 65 cm dybt og i 40 cm dybt. Der må spilles bag målet.
  • Bolden skal være hvid og fremstillet af plastmateriale. Bolden er rund, vejer 23 g, og har en diameter på 7,2 cm. Bolden har 26 huller, der hver har en diameter på 1 cm.
  • Kampen spilles af 3 perioder på hver 20 minutter.
  • Holdet har 5 markspillere og 1 målmand på banen ad gangen. Der må være op til 20 spillere på et hold.
  • Markspilleren har 1 stav - staven skal være af plast. Det er bedst hvis stavens længde går fra gulv til spillerens navle.
  • Målmanden har ingen stav og skal bruge ansigtsmaske.

De vigtigste regler for floorball

Ved start af periode og efter scoring startes spillet med en face-off. En spiller fra hvert hold stiller sig på midten af banen over for hinanden med bolden placeret imellem sig. Stavene placeres på hver sin side af bolden, som ligger stille. Bolden trækkes i spil på dommerens fløjt.

Når bolden slås ud over banden (ud af spil), startes spillet med et indslag til modparten.

Målmanden må:

  • parere bolden med hele kroppen inden for målfeltet
  • holde bolden i hænderne inden for målfeltet - dog højst i 3 sekunder

Målmanden må ikke:

  • bruge stav
  • score på udkast
  • kaste bolden over midten af banen - uden at den har rørt gulvet, en spiller eller banden inden bolden passerer midterlinien
  • modtage en aflevering fra en medspiller

Overtrædelser medfører frislag til modparten. Frislaget tages på det sted, hvor forseelsen blev begået.

Markspilleren må:

  • slå til bolden op til knæhøjde med staven (staven må ikke løftes højt)
  • svinge staven op til hoftehøjde ved skud (staven må ikke løftes højt)
  • stoppe bolden med fod, ben eller overkrop når man har begge ben i gulvet.

Markspilleren må ikke:

  • slå til andet end bolden med staven
  • aflevere til en medspiller med foden
  • berøre bolden to gange i træk med foden
  • stoppe bolden med hånd, arm eller hoved
  • stoppe bolden liggende eller siddende på knæene
  • tackle eller skubbe en modspiller

Overtrædelser medfører frislag til modparten. Frislaget tages på det sted, hvor forseelsen blev begået.